Sidste nyt
Turneringsbetingelser
Puljeinddeling og aktuel stilling
Slutspilskampe
Landsfinale 2012
Udskriv kampkort
Spilleplan 2012
Klubkoordinatorer
Bestyrelse
Invitation og tilmelding til årsmødet 2012
Årsmøde referat
Tilmelding 2012
Vedtægter
Links
Tidligere Nyheder
Til forsiden
Arkiv 2012 - Referat fra Årsmøde - Vest ABCD

 

2012 ÅRSMØDE REFERAT REGIONSGOLF VEST ABCD
Lørdag, den 6. oktober 2012
Årsmødet blev afviklet i Herning Golfklub, og formand Preben Hanghøj bød alle velkommen og også en velkomst til formanden for Regionsgolf Øst John Munthe. Umiddelbart for årsmødet havde Vest Senior & Veteran afholdt deres årsmøde, hvor forretningsfører Jørgen Munk bød velkommen og gav en kort orientering om klubbens udvikling.
 
Valg af dirigent
Forsamlingen valgte Jan Skanderup som dirigent.
 
Årsberetning for 2011/2012
Formand Preben Hanghøj indledte mødet med at oplyse, at Peder Jørgensen trække sig fra bestyrelsen og gav en tak til Peder Jørgensen for hans bestyrelsesarbejde.
 
Preben Hanghøj aflagde beretning for 2011/2012:
Umiddelbart efter afslutningen af sidste årsmøde i Hals Golfklub, holdt den nye bestyrelse et konstitueringsmøde med det resultat, at vi fortsatte på de samme poster som i 2011, nemlig med undertegnede som formand, Steen Ogstrup som næstformand, Jill Hanghøj som webmaster og kasserer og Peder Jørgensen som bestyrelsesmedlem.
 
Der har i årets løb været afholdt 3 bestyrelsesmøder samt 1 fælles koordineringsmøde. Endvidere er formandsgruppen mødtes 3 gange. På et af vore bestyrelsesmøder havde vi en drøftelse af, hvilke kompetencer, der er for bestyrelsen. Her kom vi frem til, at ved fremtidige valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, bør vi gøre opmærksomme på de krav, der er til de forskellige bestyrelsesopgaver. Og vi blev enige om, at it-erfaring, regnskab, sekretæropgaver, matchplanlægning og indsigt i golfregler, er nogle af de kompetencer, vi vil efterspørge.
 
På et fællesmøde tidligt på året, blev formandsgruppen, med mig som tovholder, pålagt at finde sammen med det ene formål, at komme frem til fælles turneringsbetingelser, og som det blev sagt, måtte vi ikke forlade lokalet før der blev sendt ”hvid røg op af skorstenen”. Den 30.maj mødtes formændene, samt en referent i Nyborg. Efter nogle meget effektive timers arbejde, forelå der fællesbetingelser for henholdsvis Sen/Vet samt for ABCD-rækkerne i Øst og i Vest. Helt fælles kan de aldrig blive, idet Sen/Vet bl.a. har op- og nedrykning. Dermed var mange års ønske blevet til virkelighed. Dog skulle vi alle tre tilbage til vores respektive bestyrelser og forelægge resultatet. I ABCD-rækkerne er øst og vest enige, medens der har været et hængeparti i Sen/Vet mellem øst og vest. Imidlertid blev dette løst ved formandsmødet den 20. september.
 
Vi har dog ganske enkelte og ubetydelige forskelle i ABCD i øst og vest, bl.a. kræver øst et gebyr for at behandle en protest (som refunderes såfremt protesten vindes). Endvidere har vi i Vest en fast spilledag, medens Øst-holdene selv vælger deres dag for afvikling af matcherne. Men de væsentligste punkter er på plads, således at der ikke er divergerende meninger, når holdene når til finalerne.
 
I indeværende sæson har vi kun modtaget 1 protest, denne blev afgjort meget hurtigt og også accepteret af parterne. Desuden har der været nogle afklarende regel- og fortolknings spørgsmål, som blev løst via telefonen.
 
Desværre har nogle klubber svært ved at finde holdkaptajner til deres hold. Af ren og skær hjælpsomhed påtager enten klubkoordinatorer eller sågar klubmanageren sig så denne opgave. Men det er ikke deres opgave. Det er meget prisværdigt, al den stund, at disse så også følger holdenes kampe, hvilket vil være umuligt dvs., at holdene spiller uden holdkaptajn. Helt ærligt: dette er ikke godt nok. Dette kan man ikke byde et hold, som måske oven i købet har flere nye spillere på. Turneringsbetingelser siger intet om, at man ikke kan deltage uden en holdkaptajn; men vi må på det kraftigste opfordre til, at der gøres en ekstra indsat, så hvert hold har sin egen kaptajn. Vi ser især problemet, når der fra en hjemmeklub skal indberette et resultat. Det resulterer ofte i, at vi ved ugens afslutning skal ringe til de hjemmeklubber, der mangler at indberette resultat. Følgen er, at holdet taber, hvis indberetningen ikke er foretager senest ugedagen efter spillet. Der er udarbejdet en vejledning for alle holdkaptajner, som de kan hente fra hjemmesiden.Vi står meget gerne til rådighed, såfremt der ønskes en hjælpende hånd.
 
Det er tredje år vi bruger Regionsgolf Danmarks hjemmeside, og i perioden 1. oktober – 30. september har 22.395 personer besøgt hjemmesiden med i alt 91.000 besøg (en stigning på 15% i forhold til 2010/2011). Fra statistikken kan vi se, at 78% af de besøgende tidligere har besøgt siden, og at der har været 22% nye besøgende. I alt har der været 537.638 sidevisninger, en stigning på 10% i forhold til 2010/11. Det er første gang, vi har et sponsorlink på hjemmesiden, og i perioden 1/10 – 30/9 har der været ca. 1000 hændelser, hvor linket til GolfExperten er blevet aktiveret.
 
Der er kommet mange positive tilbagemeldinger fra brugerne, og klubkoordinatorerne og kaptajner har trukket en del på webmaster Jill Hanghøj for råd og vejledning om hjemmesiden.
 
For at undgå evt. misforståelser, idet flere begreber omkring point og scores benyttes, vil der på hjemmesiden, under Puljeinddeling aktuel stilling, være følgende beskrivelse:
 
Matchpoint = den enkelte spillers point
Kamppoint = holdets samlet score i kampen
Turneringspoint = tildelte point for vundne eller delte kampe.
 
Siden sidste årsmøde har der været afholdt 2 webudvalgsmøder, og på mødet i juli måned blev der truffet beslutning om et nyt lay-out/design af vores hjemmeside, som tages i brug den 9. november i år, således at tilmeldinger til 2013 vil finde sted via den nye hjemmesidedesign. Webudvalget har bestræbt sig på, at brugerne på en let og logisk måde, kan orientere sig og finde de oplysninger de søger.
 
Formændene fik i vinterens løb en aftale med Golfbladet og journalist Morten Buckhøj om nogle artikler til bladet. Vi havde et møde med Morten Buckhøj den 4.januar og den første artikel blev bragt i marts nummeret, og siden har der været både billeder og artikler i alle udgivelserne. Det er bestyrelsen selv, der skal forsyne Buckhøj med materialet, og jeg ved fra mine spørgsmål til spillerne, når jeg er ude for at besøge holdene, at siderne med Regionsgolf bliver set og læst. Vi ser meget gerne, at dette samarbejde fortsætter. De billeder vi tager, bliver også vist på vores hjemmeside. Morten Buckhøj har netop meddelt sin interesse for at fortsætte samarbejdet i næste sæson.
 
Vi har også på anden vis forsøgt at promovere Regionsgolfen, idet Jill har været primus motor i udarbejdelsen af en folder Denne er udsendt til golfklubberne, og det kunne jo være, at vi ad denne vej kunne interessere nogle kommende kaptajner! Jeg kan oplyse, at der på hjemmesiden ligger en PDF-fil af folderen, som kan hentes ned af klubkoordinatorer samt holdkaptajner
 
Til denne sæson udsendte vi indbydelser til 114 klubber og modtog indmeldelser fra 101 klub med 311 hold. Det piner mig, at vi stadig mangler nogle af de gamle klubbers deltagelse i ABCD. Jeg er ikke helt sikker, men vi har vist aldrig haft deltagelse af Aalborg, Sønderjylland, Haderslev, Odense Eventyr samt Samsø og Læsø; men vi vil fortsat arbejde på at få disse klubber med. Det kan ikke være rigtigt, at medlemmerne i disse klubber ikke er bekendt med ABCD-rækkerne i Regionsgolf, så der må ligge andre grunde til, at klubben ikke deltager. Jeg har besøgt Sønderjyllands Golfklub, som lovede, at de ville gøre en ekstra indsats. Klubber som Odder og Brande har vi desværre ikke set siden 2009. Vi kunne i år byde velkommen til Volstrup, Hvalpsund og Gyldensten. I det hele taget er Fyn meget fint repræsenteret med 12 klubber ud af 13.
 
Jeg har i sæsonens løb besøgt nogle klubber på spilledagene for ABCD. Om jeg kommer til en indledende match, eller det er en semifinale, som gælder en finaleplads, kan ikke mærkes. Det er den samme hyggelige og gode stemning, der hersker.
Når vi udsender slutspilsplanerne i februar måned beder vi altid om, at værtsklubben vil stille med en repræsentant, der kan stå til rådighed for de besøgende hold, men desværre er det ikke altid at det sker fyldest.
 
Det er første år med GolfExperten som hovedsponsor, et samarbejde som vi i Regionsgolf Danmark er meget tilfredse med, og vi håber selvsagt også, at Kim Johansen har haft gavn af sponsoratet.
 
Vedr. slutspillet så har vi, og har altid haft det problem, at når vi kommer til ¼ finalen, kan holdene få problemer med at spille færdig inden mørket sænker sig, og dermed kan matchen ikke spilles færdig. Jeg har under mine besøg i slutspilsmatcherne ofte fået opfordringen til, at matcherne spilles søndag eftermiddage. Bestyrelsen har intet imod dette, så derfor vil jeg gerne her i dette forum høre hvordan årsmødedeltagerne – og ikke mindst klubberne - stiller sig til denne opfordring. Tænker vi os, at det kun bliver fra ¼ finalerne, vil det dreje sig om 2 søndage med start omkring kl. 15:00.
 
Til slut vil jeg også gerne sige tak til min bestyrelse for et godt og loyalt samarbejde. Det at være webmaster, og hvad der deraf følger, kræver mere eller mindre at man skal være på det meste af kalenderåret. Derfor en stor tak til dig Jill for din entusiasme.
 
Også i formandsgruppen i Regionsgolf Danmark har vi haft et godt og givende samarbejde, og jeg glæder mig, og ser frem til, vores videre konstruktive dialog.
 
Bemærkninger:
Afvikling af ¼ og ½ semifinaler søndag eftermiddag blev positivt modtaget. Det blev dog bemærket at det er et anliggende, som turneringsledelsen skal tage sig af mht. reservation af bane.
 
Comwell Kellers Park vil gerne reservere plads om søndage.
 
Turneringsberetning for de indledende runder
Matchleder Steen Ogstrup aflade beretning for de indledende runder:
 
Der har igen i år været god deltagelse til turneringen, 101 klubber (100 i 2011). 311 hold mod 313 i 2011. Fordelingen var: A-rækken: 64 hold; B-rækken: 94 hold. C-rækken: 88 hold. og D-rækken 65 hold.
Det er et stort puslespil at lægge turneringen. Der tages hensyn til at køreafstand til kampene minimeres, og der skal også helst være nye modspillere. Under planlægningen blev der behov for enkelte tilretninger, og en ekstra spilleuge blev taget med i programmet. Puljesammensætningen har i år også betydet, at flere klubber har fået udbetalt færgetilskud.
Matcherne afvikles i god sportslig ånd og under hyggelige former.
I indeværende sæson har vi kun modtaget 1 protest, denne blev afgjort meget hurtigt og også accepteret af parterne. Desuden har der været nogle afklarende regel- og fortolkningsspørgsmål, som blev løst via telefonen.
Der har selvfølgelig ikke kun været sol og blå himmel. Vi oplevede en mandag med voldsomt uvejr med regn, lyn og torden; men problemerne blev løst af klubberne selv, ved at flytte til anden spilledato så den indledende runde kunne afsluttes.
Det er ikke rart at tabe en match 11-0, og det er hvad der sker his resultatet af en match ikke indberettes senest 7 dage efter matchen. Vi bruger en del tid på at rykke for resultaterne, tid som vi godt kunne bruge på andre tiltag. Preben omtalte problemet i sin beretning.
 
I forbindelse med at finde de rigtige vindere af de indledende runder, har der været en del henvendelser med hensyn til fortolkningen af vores turneringsbetingelser for ”lige resultater”. - Preben vil omtale dette under pkt. 7 ”Forelæggelse af ændringer til turneringsbetingelser, foretaget siden årsmødet 2011”.
Alt i alt en rigtig god indledende runde.
 
Turneringsberetning for slutrunden
Formanden Preben Hanghøj aflagde beretning for slutrunden:
 
Siden 2011 har vi, takket været vores hjemmeside, været i stand til allerede i februar måned at udsende slutspilsplanen til værtsklubberne. Dette er en væsentlig forbedring i forhold til tidligere, idet det giver værtsklubberne mulighed for i god tid at reservere bane. Efter de indledende runder kan der dog forekomme enkelte ændringer.
 
Der har i denne sæson været spillet 75 kampe i slutspillet og hertil har 58 værtsklubber beredvilligt stillet bane til rådighed, nogle indtil 2 gange. Bestyrelsen er yderst taknemmelig for den velvilje vi møder i forbindelse med slutspillet.
 
Efter nogle intense uger var vi klar til finalerne den 16. september på Hammels velplejede bane.
 
Vinder i A-rækken blev Aarhus med Holstebro som runner-up
Vinder i B-rækken blev Skive med Rold Skov som runner-up
Vinder i C-rækken blev Trehøje med Vejle som runner-up
Vinder i D-rækken blev Trehøje med Henne som runner-up
 
En meget stor tak til Hammel Golf Klub, som stillede med en meget veltrimmet bane samt et yderst hjælpsomt personale. Det er ikke sikkert at alle tilstedeværende er bekendt med, at meget af arbejdet i denne klub kører på frivilligt basis, men sådan er det og det bliver servicen bestemt ikke ringere af.
 
Tirsdag morgen den 18. september modtog jeg en meget bedrøvelig mail fra Skives B-hold, som meddelte mig, at man desværre ikke kunne stille hold til finalen. Holdet havde på forhånd ikke regnet med at nå finalen, så nogle af holdets spillere havde disponeret anderledes. Til alt held var runner-up, Rold Skov, klar til at tage over. Hvem tror I det var, der i finalen i B-rækken slog CGC(Copenhagen Golf Center). Så det var et stolt mandskab, der tog den lange vej hjem til Rold Skov fra Falster, og det påstås, at vejen hjem var meget kortere!
 
Danmarks mestre blev:
A-rækken Hillerød med Aarhus som runner-up
B-rækken Rold Skov med CGC CC som runner-up
C-rækken Trehøje med Holbæk som runner-up
D-rækken Hjortespring med Trehøje som runner-up.
 
Dagen før var banen faktisk umuligt at spille pga. voldsomt regnvejr, men den tog godt imod, således at på dagen havde spillerne en rimelig tør bane at spille.
En tak til min formands kollega fra øst, John Munthe, for et godt og veltilrettelagt mesterskab.
 
Fastlæggelse af klub til årsmødet 2 år frem og fastlæggelse af bane til regionsfinalen 2013.
Årsmødet 2014 afvikles i Tange Sø Golfklub, og regionsfinalen 2014 afvikles i Holstebro Golfklub
I 2013 afholdes årsmødet i Hedensted Golf Klub. Regionsfinalen spilles i Stensballegaard Golfklub og Landsfinalen Lyngbygaard Golf Club.
 
Endvidere oplyste Preben Hanghøj, at Løgstør har tilbudt at lægge bane til en finalerunde. Tak for det.
 
Forelæggelse af årsregnskab til godkendelse
Kasserer Jill Hanghøj fremlagde regnskab, som blev godkendt
 
Forelæggelse af budget for kommende år til godkendelse
Kasserer Jill Hanghøj fremlagde budget for 2012/2013, som blev godkendt.
 
Forelæggelse af ændringer til turneringsbetingelser, foretaget siden sidste årsmøde
Som nævnt under beretningen har det været et ønske gennem flere år at komme frem til ens turneringsbetingelser for ABCD-rækkerne er øst og vest. Med ubetydelige forskelle, som ikke har indvirkning ved afvikling af landsfinale, bliver der fra 2013 ens turneringsbetingelser
 
De nye turneringsbetingelser blev udleveret og Preben gennemgik de væsentligst ændringer i forhold til tidligere.
De nye turneringsbetingelser vil være på hjemmesiden efter den 9. november.
 
Bemærkninger:
Der blev spurgte ind til, om det slet ikke er tilladt at bruge udstyr, som kunne være i stand til at måle hældninger, højde etc. PH svarede, at det fremgår tydeligt af de nye turneringsbetingelser, at dette ikke er tilladt.
 
Der blev også spurgt, om kvalifikationshold til Danmarks turneringen er omfattet af spærregrænsen i Regionsgolf ABCD. Der blev svaret, at kvalifikationshold ikke er omfattet af spærreregler, og det blev foreslået, at dette kommer til at fremgå af turneringsbetingelser.
 
Valg af bestyrelsesmedlemmer
På valg Steen Ogstrup (Aarhus Aadal) og Jill Hanghøj (Vejle)– begge blev genvalgt.
Bestyrelsesmedlem Peder Jørgensen (Faaborg) ønskede at træde ud af bestyrelsen og som nyt bestyrelsesmedlem blev Karsten Troelsen (Vejle) valgt.
Suppleant: Birte Hvid (Rold Skov) blev valgt som suppleant.
Revisor: Genvalg af Vagn Holm
Revisorsuppleant: Genvalg af John Mandrup
 
Forslag til vedtægtsændringer
Ingen forslag er indsendt.
 
Indkomne forslag
Ingen forslag er modtaget.
 
Eventuelt.
Fra Fyn blev det givet udtryk for at de fynske klubber gerne ville have mulighed for at kunne tage søndage i brug. Som det fremgår at turneringsbetingelserne er der mulighed for at fastsætte en anden spilledato og/eller spilletidspunkt, hvis holdkaptajnerne er enige.
 
Det blev stillet forespørgsel til, om aldersgrænsen kunne flyttes fra 21 til 18 år. Dette blev afvist af såvel forsamlingen som af turneringsledelsen.
 
Der var også et ønske om at nedsætte handicapgrænsen i A-rækken. Dette blev afvist med den begrundelse, at såfremt der deltager spillere med lavere hcp., end 4,5 (for herrer) er disse at betragte som elite spillere, og denne turnering er netop ikke beregnet for denne kategori.
 
Årsmødet sluttede med at webudvalgets medlemmer Jill Hanghøj og Troels Fabian fra Sen/Vet vest gav en kort præsentation af den nye hjemmesidedesign.
 
Preben Hanghøj afsluttede årsmødet med en tak til Jan Skanderup for god ledelse af årsmødet og til Herning Golf Klub for værtsskabet.
 
Efterfølgende har besyrelsen konstituerede sig, med følgende sammensætningen:
Formand og matchleder slutspillet: Preben Hanghøj
Næstformand og matchleder indledende runder: Steen Ogstrup
Webmaster og PR: Jill Hanghøj
Kasserer: Karsten Troelsen
Suppleant: Birte Hvid.
 
Referent Jill Hanghøj 7. oktober 2012

 
2012 ÅRSMØDE REGIONSGOLF VEST ABCD
REGNSKAB 1/10-11 - 30/9-12
Indtægter
2011/12
2010/11
Deltagergebyr m.m.
124.400
      125.200
Sponsortilskud
13.611
 
Renteindtægter
509
338
Afmeldingsgebyr
3.600
3.000
Årsmødegebyr
2.470
7.445
Indtægter i alt
144.589
      135.983
 
 
 
 
Udgifter
 
 
Regionsfinale
6.766
15.949  
Landsfinale
11.804
         8.991
Administration
9.394
         9.612
Årsmøde
17.570
       14.579
Mødeudgifter
10.944
       14.652
Præmier og gaver
5.771
         5.983
Rejse og kørselsudgifter
20.672
       22.540
Færgetilskud
16.500
       12.000
IT
14.746
         7.746
Sponsorarbejde & PR
5.751
         1.121
Greenfee
2.374
         4.008
 
 
Udgifter i alt i alt
122.292
      117.182
Driftsresultat
22.298
       18.802
Status
Saldo primo
124.038
Driftsresultat
22.298
Saldo ultimo
146.336
 
Vejle, den 2. oktober 2012
Jill Hanghøj
Kasserer
 
Vejle, den 2. oktober 2012
Foranstående regnskab revideret.
 
Regnskabet er gennemgået, og de tilhørende bilag har jeg fået forevist.
Jeg har ingen kommentarer til regnskabet.
 Vagn Holm


Sponsor Titel
Sponsor Titel